Danmark er bagud på gasdrevet transport

Til april 2017 introducerer Movia den første CO2-neutrale buslinje i København. Bussen skal køre på biogas og er en del af en grøn omstilling i København og resten af landet. Danmark er dog stadig langt bagud, når det kommer til biogas og gasdrevne køretøjer.

Mange fordele ved gasdrevet transport

Landets travleste buslinje 5A i København har årligt 20 millioner passagerer, som næste år kan se frem til at kunne benytte den offentlige transport med god samvittighed. Til april ændrer buslinjen navn til 5C og skifter farve til turkis som led i den grønne omstilling af bussen.

Linje 5C skal køre på certificeret biogas, der er en vedvarende energikilde, som har flere fordele. Ved at benytte naturgas eller biogas til transport frem for benzin eller diesel kan både CO2-udledningen og partikelforureningen nedsættes. Samtidig vil der typisk også være mindre støj ved kørslen.  

Gas kan altså være et rigtig godt alternativ til diesel og benzin - især i fx taxaer og varetransport, hvor der bliver kørt mange kilometer hver dag.

Læs hele artiklen om Movias CO2-neutrale buslinje på www.ing.dk

Vi er stadig langt bagud vores nabolande

Det er ikke kun busserne, der bliver grønnere - også skraldebilerne bliver gasdrevne, og i Københavns Kommune kører der allerede flere skraldebiler rundt på gas. Kommunen har et mål om, at 90% af skraldebilerne skal være gasdrevne i 2016.

Alligevel er vi i Danmark langt bagud vores nabolande, når det kommer til gasdrevne køretøjer. Ifølge Dansk Gasteknisk Center (DCG) havde Danmark i 2015 10 gastankstationer, mens Sverige havde 205 gastankstationer og Tyskland 920.

I Tyskland har målet om mindre luftforurening i byerne især været drivkraften bag investeringerne i gasdrevet transport. I Sverige kørte de første gasdrevne busser allerede ud på vejene i 1995, og landet har et mål om, at transportsektoren skal være fri for fossile brændsler i 2030. Det er især de svenske kommuner, der har gået foran og investeret i biogasanlæg og nye busser.

I Tyskland og Sverige er indregistreret henholdsvis 100.000 og 50.000 gasdrevne køretøjer, hvilket er langt foran Danmark, der indregistreret 267 gasdrevne køretøjer i maj 2016 - 153 lette køretøjer, 34 busser og 80 lastbiler.

Så nu er det Danmarks tur til at komme ind i kampen, da vi har et veludbygget naturgasanlæg, som giver gode muligheder for at udnytte gassen til transport. Samtidig kan vi trække på erfaringerne fra netop vores nabolande Sverige og Tyskland og forhåbentlig bevæge os tættere på en grønnere transportsektor.

Læs mere om gasdrevet transport i Danmark og udlandet på www.energinet.dk

Fakta om biogas og naturgas

I Danmark opgraderes biogassen, så den energi- og trykmæssigt svarer til naturgas, hvorefter biogassen sendes ud på naturgasnettet. Busserne vil altså køre på en blanding af naturgas og biogas - dog vil størstedelen bestå af naturgas.

Naturgas er et fossilt brændsel ligesom kul og olie, men den har den laveste CO2-udledning af de tre. Naturgas dannes ved organisk materiale, der er blevet nedbrudt til gas i undergrunden gennem mange tusinde år pga. højt tryk og temperatur. Nedbrydningsprocessen danner hovedsageligt metan.

Biogas er organisk materiale (oftest gylle og organisk affald), der er nedbrudt til gas over få dage ved en biologisk nedbrydningsproces på biogasanlæg. Biogas kan anvendes i sin rene form eller opgraderes til biometan, som man gør i Danmark, så det kan anvendes på linje med naturgas. Biogas er en vedvarende energikilde, der regnes for at være CO2-neutral.

Læs mere om biogas og naturgas på Energinet.dk

Danmark har brug for mere organisk affald til biogasproduktionen

Ifølge Energistyrelsen er der i Danmark et stigende behov for biomasse til produktion af biogas. I dag bliver organisk husholdningaffald næsten ikke brugt til biogasproduktionen, men det kan blive relevant i fremtiden. 

Ved at stille krav til, at danskerne skal kildesortere det organiske affald, kan en større del af det udnyttes til miljørigtig biogasproduktion og dermed også mindske madspildet. Det kan fx foregå ved brug af en køkkenkværn eller sortering af affald i separate affaldsspande.

Læs meget mere på Energistyrelsens hjemmeside